To gode spørgsmål at stille en der måske mest er kendt som kompromisløs nittetæller og modelbygger i skala 0. Men, som det før er set, er den opfattelse en overforenkling, for min jernbane- og modeljernbaneinteresse spænder vidt.
Det er egentlig meget enkelt. For det første startede jeg i skala N da jeg var 13. Jeg havde nogle år forinden forsøgt mig lidt i skala H0, inspireret af min fars modelbane i den størrelse, men det var aldrig for alvor blevet til noget. Det gjorde derimod modelbanen i N, og den varede i ca. 5 år indtil jeg skiftede til skala 0. Så jeg kendte skala N og dens svagheder, men også nogle af fordelene.
Sagen er jo at skala 0 fylder ad h... til, og at jeg nok næppe får plads til et anlæg i skala 0 hvor man kan køre noget videre. Jeg kan nemlig også godt lide at køre med modellerne, men det skal naturligvis være virkelighedstro kørsel, og rangering skal også være mulig. Det var til gengæld et problem med mine gamle N-modeller, de kørte ikke videre godt. Men der er sket en del udvikling på det område.
Jeg vil måske nok ofre noget arbejde på at selvbygge spor og sporskifter samt opbygge et anlæg, men materiellet vil jeg helst kunne købe stort set færdigt. Der kan måske godt blive tale om lidt tilpasning af koblinger og hjulsæt samt patinering, men grundlæggende har jeg ikke lyst til at selvbygge modeller i N. Derfor skal tidsperioden også være meget nyere end hvad jeg bygger i skala 0, sådan at synsindtrykket ikke lider for meget under den overdimensionering af visse dele af modellerne som er mere udtalt i N end i 0.
Det er egentlig også meget enkelt. Jeg har længe været fascineret af amerikanske jernbaner. Det startede, tror jeg, med gamle numre af "Populær Mekanik" som min far købte, og jeg var også flittig låner på biblioteket som også havde nogle tyske, engelske og amerikanske bøger. Det var en spore til at lære fremmedsprogene.
Da jeg selv fik råd, købte jeg numre af "Model Railroader" og tegnede snart et abonnement, jeg var faktisk abonnent i ca. 20 år. Siden har jeg genoptaget abonnementet, omend bladet har ændret sig en del gennem tiden, eller også er det bare mig (for at citere Kim Larsen).
Noget der kendetegner jernbanetransport i USA, er de lange afstande og lange godstog. Persontrafikken er beskeden sammenlignet med godstrafikken, og koncentreret omkring bestemte strækninger. Sådan har det dog ikke altid været; i 1930 udgjorde persontogskilometerne på AT&SF således ca. 50% af det samlede antal togkilometer. Men i perioden efter faldt persontrafikken støt, men sikkert, indtil den i 1971 blev overtaget af Amtrak.
Ved valg af sted og tid for anlægget ville jeg gerne opnå at
Jeg har valgt Atchison, Topeka & Santa Fe Railway som forbillede. Santa Fe er nok mest kendt for sine lange strækninger fra Chicago vestpå til Los Angeles og sydpå til Galveston, men selskabet havde også et relativt fintmasket net af sekundære baner og sidebaner i Kansas som er velegnet som forbillede for modelbaner. Jeg har valgt de enkeltsporede strækninger (Chanute/Cherryvale)-Moline-(Winfield) og Moline-(Emporia) (Howard branch) som grundlag.
De første diesellokomotiver som havde afgørende indflydelse på jernbanetrafikken i USA, var EMDs FT fra 1939. De overtog først trafikken på ørkenstrækninger pga. vanskelighederne med at skaffe vand til damplokomotiverne. Først omkring 1950 havde man fået leveret så mange diesellokomotiver at de sidste damplokomotiver kunne udfases, og i 1953 var det stort set slut med dampen.
For at få de allersidste damplokomotiver med har jeg således valgt perioden 1950-55 hvor de fleste lokomotiver var dieseler som EMDs FT, F3, F7 og GP7.