Min første bane i skala N

Jeg skrev for nylig i et modelbaneforum efter at en af deltagerne havde meldt tilbage om mange ting der var gået galt: Kortslutning pga. en vendesløjfe som han ikke havde opdaget at han havde bygget, afsporing pga. for skarpe kurver (han brugte flexspor i skala H0), og nogle fotografier afslørede at nogle stigninger var temmelig skrappe.

"Det er desværre en udbredt sygdom blandt modelbanefolk at man selv skal drage sine egne erfaringer i stedet for at lytte til andres eller læse om det i bøger eller på hjemmesider."

"Jeg byggede min første bane i skala N da jeg var 13 år, og jeg lavede naturligvis også nogle fejl som jeg blev klogere af. Men jeg havde forinden læst flere bøger om emnet. Derfor havde jeg heller ingen kortslutninger skønt jeg havde to vendesløjfer, jeg havde ingen problemer med for skrappe stigninger skønt jeg havde en stigning hvor det kunne være gået galt, og jeg havde ingen problemer med for skarpe kurver skønt jeg benyttede flexspor."

"Min egen personlige erfaring fra dengang var at det godt kan betale sig at forberede sig ordentligt til løsningen af en given opgave, selvom jeg måtte nøjes med bøger som jeg kunne låne på biblioteket. Jeg ikke var medlem af nogen klub, og i 1967 fandtes nyhedsgrupperne og Sporskiftet heller ikke. Men man kan kun forberede sig ordentligt hvis man selv vil."

Nedenfor ses en omtrentlig tegning af mt daværende anlæg som var bygget på en spånplade ca. 170 cm gange 122 cm. Sporskifterne var Arnold Rapido efter at jeg først havde forsøgt mig med et par Lima sporskifter, men havde kasseret dem, og sporet var Peco flexspor (code 80, det siger sig selv, for i 1967 kunne man ikke få spinklere spor).

Jeg havde nogle Arnold Rapido krydsningssporskifter på banen; det var egentlig en ganske genial konstruktion, men jeg havde ofte lidt problemer med den. Jeg forsøgte at fifle lidt med den bl. a. ved at file tungespidserne lidt skarpere. Det hjalp, men helt gode blev de aldrig.

Sporet var lagt på Mössmer skumgummiballast, det gav en behagelig lydløs kørsel trods spånpladen, men det så ikke helt så godt ud som jeg ville have ønsket. Det meste af sporet var lagt direkte på pladen, kun et spor og vendesløjfe hævede sig over resten.

Jeg havde købt en Mössmer skumgummidæmning som blev delt i to; den første del begyndte ca. 20 cm efter krydsningssporskiftet øverst til højre og gik under inderkurven op til lidt før sporskiftet der lå ca. 4 cm over pladen. Her var skumgummidæmningen afbrudt sådan at sporskiftet lå vandret, og dæmningen fortsatte lidt efter sporskiftet hvor den førte op i ca. 6 cm højde før broen over sporet nedenunder. Broen var en meget flot gitterdragerbro.

Sporene langs banens yderste venstre del var opbygget som en tysk udseende bjergmassive så man ikke kunne se at sporene igen krydsede hinanden. Tunnelerne var naturligvis forsynet med rigtige murede tunnelportaler. Alt i alt en helt klassisk indtryk som jeg nok havde ladet mig inspirere til af Svend Pedersens fire bøger om modeljernbane, Reitzels modelbanebøger 1-4, som hørte til min yndlingslekture.

Alle sporskifter var forsynet med elektriske drev, og hele herligheden blev styret fra en fælles styrepult. Hver kørestrømssektion (og der var mange) blev styret ved hjælp af en polvender og et potentiometer. Polvenderne var hjemmebyggede, det var også kontakterne til betjening af sporskifterne. Der var fast køreretning i den øverste sløjfe, jeg havde lavet lidt automatik ved hjælp at et par skinnekontakter og nogle relæer sådan at sporskiftet og nogle signaler blev omstillet automatisk.