Sporisolationer ved DSB

Følgende er et uddrag af DSBs "Sikringsanlæggene og deres betjening" fra 1949, rettet til ca. 1971.

6. Sporisolationer

Ved en sporisolation forstås elektrisk isolering af den ene eller eventuelt begge skinnestrenge i et sporstykke. En sporisolations isolerende dele er:

• Isolationslaskerne, der anbringes for enderne af den eller de isolerede skinnestrenge i stedet for almindelige jernlasker.
• Isolationsbøsningerne, der anbringes om laskeboltene for at isolere disse fra skinnekroppen.
• Isolationsmellemlæggene, der indskydes mellem skinneenderne.
• Svellerne og ballasten.

Svellernes godhed er af afgørende betydning for en skinnestrengs isolation, og det gælder derfor om at benytte de bedst egnede sveller, samt - såfremt der anvendes træsveller - drage omsorg for, at svellerne beskyttes imod forrådnelse, der vil nedsætte isolationsevnen. De bedst egnede svelletyper er betonsveller og olieimprægnerede bøgesveller, og anvendes der andre svelletyper, må man påregne, at det kan blive nødvendigt at udveksle svellerne på et tidligt tidspunkt af hensyn til dårlige isolationsforhold, uanset om svellerne endnu er i stand til at bære sporet. Sveller, der er imprægneret med klorzink eller et andet salt, kan ikke anvendes ved isolerede skinnestrenge.

Ballastens art har stor indflydelse på svellernes holdbarhed også i elektrisk henseende. Svellerne holder sig bedst i stenballast, der hurtigt leder regnvand og lignende bort i modsætning til grusballast, der holder på fugtigheden. Alt, hvad der kan forurene ballasten, såsom snavs, olie, aske fra lokomotiver, bremsestøv samt ukrudt, bidrager dels til at holde på fugtigheden, dels til at tilføre ballasten elektrisk ledende metalsalte. Det bør derfor undgås, at ballasten forurenes, og det skal her bemærkes, at snavs fra perroner ikke må fejes ned i ballasten, og der må under ingen omstændigheder benyttes salt til optøning af sne og is ved sporisolationer. Til bekæmpelse af plantevækst må kun anvendes de til brug i isoleret spor godkendte plantedræbende midler.

Princippet for indretning af en sporisolation er vist på fig. 6. Strømmen er fra et batteri eller en transformator ført over en modstand ud til den isolerede skinnestreng, gennem denne og derfra til den ene ende af spolen på et relæ eller lignende. Fra relæspolens anden ende føres strømmen ud til den uisolerede skinnestreng, og denne er sat i forbindelse med strømkildens anden pol. Når sporet er ubesat, vil relæspolen have strøm. Er sporet derimod besat, vil relæspolen være strømløs, idet strømmen da vil gå fra den isolerede skinne til den uisolerede gennem hjulakslerne.

Sporisolationer benyttes til følgende formål:

1. Sikring mod utidig omstilling af et sporskifte.
2. Udløsning af passageanordninger.
3. Sporbesættelsesregistrering.
4. Gentagelsesspærring af gennemkørselssignal.
5. Automatisk linieblok.

Ad a) Ved sikring mod utidig omstilling søges opnået sikkerhed for, at et sporskifte ikke omstilles, sålænge et hjulpar befarer pågældende sporskifte eller befinder sig i umiddelbar nærhed af dette.

Fig. 6a. Princip for indretningen af en sporisolation. Sporet er ubesat, relæet strømførende.

Fig. 6b. Sporet besat, relæet strømløst.

På fig. 7 er vist den ældre udførelsesform for sikring mod utidig omstilling, hvor sporisoleringen kun er etableret i det skinnestykke, der er beliggende umiddelbart foran sporskiftetungerne, men ikke i selve sporskiftet. Denne udførelsesform har imidlertid den mangel, at der vil være mulighed for at omstille sporskiftet, når sidste hjulpar har forladt sporisolationen, men endnu ikke har passeret sporskiftetungerne. For at undgå dette usikkerhedsmoment benyttes nu den på fig. 8 viste udførelsesform for sikring mod utidig omstilling, hvor sporisolationen er udvidet til også at omfatte selve sporskiftet.

Det bemærkes, at sporisolationen for sikring mod utidig omstilling ikke i alle tilfælde garanterer, at kørsel i den ene gren i et sporskifte kan foregå sporfrit i forhold til køretøjer i sporskiftets anden gren. Retningslinier for tilvejebringelse af sporisolationer i sporskifter er i øvrigt anført i bilag VIII.

Sporisolationernes afgrænsning skal være tydeligt afmærket, f. eks. ved anbringelse af en hvidmalet lægte på svellerne ved isolationsstødene. Ved fejl i en sporisolation må betjeningspersonalet for at kunne omstille sporskiftet benytte en hjælpeknap, der kan være plomberet.

Ad b) Ved udløsning af passageanordninger søges opnået sikkerhed for, at sidste hjulpar i et tog el. lign. har passeret et givet sted, før en nærmere bestemt spærring ophæves (eller i enkelte tilfælde etableres).

Af passageanordninger kan f. eks. nævnes passagespærrer og togvejsopløsninger.

Sporisolationer til dette formål benyttes ofte i forbindelse med en skinnekontakt, der er indrettet således, at strømmen kun sluttes, såfremt det isolerede sporstykke, hvorpå kontakten er monteret, befares med en vis mindste vægt. Selve udløsningen af passageanordningen sker dog først, når sidste hjulpar har forladt det isolerede sporstykke.

I nogle tilfælde anvendes til udløsning af passageanordninger to sporisolationer (uden skinnekontakt), og udløsningen sker da ved, at den ene sporisolation skal befares og forlades, medens den anden kun skal befares.

Ad c) Ved sporskiftebesættelsesregistrering søges opnået sikkerhed for, at der ikke stilles signal til spor, hvori der holder tog el. lign. En sådan registrering kan dog kun bruges i forbindelse med ikke rustne spor, se bestemmelsen herom side 70 g. Man må derfor sørge for, f.eks. ved omlægninger af rangerarbejdet, at der på en station ikke opstår isolerede sporstykker, der kun sjældent befares. Registreringen af om sporet er ubesat, foretages ved hjælp af en sportavle med lampetableauer. Ved ældre sportavler angiver tændt tableau, at sporet er frit. For relæsikringsanlæg er tableauernes betydning anført i beskrivelsen side 68 b.

Fig. 8b. Håndgreb udklinket, spærre-magneten strømførende, håndgrebet kan omlægges.

Fig. 8c. Håndgrebet udklinket, men sporisolationen besat, hvorfor spærremagneten er strømløs, således at håndgrebet ikke kan omlægges.

For at kunne konstatere fejl ved sporisolationerne skal personalet ved hjælp af sportavlen følge togenes løb såvel som rangerbevægelser. På nogle stationer kan sporsiolationerne i en togvej sættes helt ud af funktion af betjeningspersonalet i tilfælde af strømsvigten o. l., idet der til formålet er indrettet plomberede trykknapper, overstropningsknapper. Disse knapper, der ikke findes ved anlæg, hvor indkørselssignalerne kan vise »stop og ryk frem«, er kun virksomme, når togvejsfastlægning er foretaget. Fremgangsmåden ved knappernes benyttelse er nærmere beskrevet under afsnit X, pkt. 6.

Ad d) Gentagelsesspærring af gennemkørselssignal. På nogle stationer med udkørselssignal, og hvor indkørselssignalerne er indrettet med automatisk stopfald, benyttes visse sporisolationer til at skabe sikkerhed for, at der ikke fejlagtigt stilles "kør igennem", såfremt et udkørselssignal enten ikke falder automatisk eller ikke bliver stillet på "stop" efter et udkørende tog. Sikkerheden opnås ved, at en sporisolation i gennemkørselssporet vil vise besat spor efter et togs udkørsel, indtil pågældende togvejshåndtag (signalhåndtag) for udkørsel er stillet tilbage i normalstillingen.

Det bemærkes, at omhandlede sikkerhedsafhængighed er sat ud af funktion, når ovennævnte overstropningsknapper for sporisolationer benyttes.

Bilag VIII: Retningslinier for etablering af sporisolationer i sporskifter samt placering af signaler i forhold til sporisolation og frispormærke

1. I bilag I til SODB er angivet, hvorledes signaler og isolerede stød skal placeres på normale typer landstationer på hovedbaner.
2. På stationer med sikringsanlæg type DSB 1964 må den på fig. 1 og 2 viste minimumsafstand på 5 m fra det isolerede stød til frispormærket maksimalt være 10 m.
3. I øvrige tilfælde udføres sporisolationer for tilvejebringelse af sikring mod utidig omstilling i og foran sporskifter som angivet i fig. 1 og 2, og PU- eller dværgsignaler placeres normalt som angivet i fig. 2. Med hensyn til den del af sporisolationen, der er beliggende foran tungespids (kaldet X), lægges følgende regler til grund:
   1. Sporskifter, der ikke dagligt omstilles for rangerbevægelser: X afpasses efter sporforholdene.
   2. Ved sporskifter, der dagligt omstilles for enkelte rangerbevægelser: 10 m ≥ X ≥ 40 m (20 m ≥ X ≥ 40 m).
   3. Ved sporskifter, der dagligt omstilles for hyppige rangerbevægelser: 10 m ≥ X ≥ 20 m (20 m ≥ X ≥ 40 m).
   Tallene i parentes gælder for sidstløbende drev ved koblede sporskifter.
4. På stationer, hvor rangeringen er sikret ved signaler, skal afstanden fra et dværgsignal, der bruges som sidedækning af en togvej, til frispormærket være mindst 10 m.

Fig. 1

Fig. 2

Ændringer:
2008-03-15: Opdateret til HTML 4.01 Strict, figurernes opløsning ændret.
2009-01-01: Typografi opdateret.