Sporbygning i 1:45, del 1

Sportyper, almindeligt spor

af Erik Olsen (offentliggjort i Modelhjul '99)

I modsætning til de mindre skalaer, er selvbygning af spor og sporskifter stadig almindeligt i 1:45. Det skyldes formentlig at udbuddet af færdige spormaterialer tidligere ikke har været stort, men også at selvbygning er billigere og ikke så vanskeligt endda.

Med den nuværende trend mod stadig mere detaljerede lokomotiver og vogne, skulle man tro at sporbygningen fulgte efter, så at modelbyggeren også for sporets vedkommende ville lave konstruktionerne i større overensstemmelse med virkeligheden. Men nej; det mest almindelige er stadig en ret enkel udførelse med lidt for svære skinner og sveller, forkert svelleafstand, forkerte skinnelængder, ukorrekt udførte befæstigelses- og stødkonstruktioner, for korte sporskifter og for små kurveradier.

En årsag er naturligvis pladsproblemer; målrigtigt udførte sporkonstruktioner i 1:45 er ret pladskrævende. En anden årsag er at de fleste anlæg i 1:45 herhjemme udføres af klubber hvor man er mere optaget af "de store linier" og kørslen på anlægget end af detaljerne. En tredje årsag kan være ukendskab til virkelige sporkonstruktioner. Et spor er nemlig mere end blot en række sveller med to skinner sømmet på, og lidt ballast.

Tidsperiode, banetype og vedligeholdelsesstand

En del af grundlaget for valg af sporkonstruktioner er hvornår modellen skal forestille at eksistere (epoke eller tidsperiode). Dette kan naturligvis være vanskeligt at fastlægge på et klubanlæg hvor nogle vil køre moderne diesel- og eltog, og andre ældre damptog. Det er lettere blot at lade som ingenting i stedet for at tage den ubehagelige, ofte konfliktfyldte, diskussion, og træffe en beslutning. Men for modelbyggeren med eget anlæg hvor lille det end måtte være, skulle det ikke volde vanskeligheder.

En anden del af grundlaget er arten af den bane der bygges i model: Er det en 1. kl. hovedbane, en 2. kl. hovedbane, en sidebane eller en privatbane, og hvornår er den virkelige bane oprindeligt bygget?

En tredje del af grundlaget er vedligeholdelsesstanden som i nogen grad hænger sammen med det foregående: Er banen vel vedligeholdt med de sidste nye sporkonstruktioner, eller er den mindre vedligeholdt med pletvise udskiftninger, eller er den i forfald?

Virkelige sporkonstruktioner

For at kunne vælge, må man også kende lidt til virkelige sporkonstruktioner, og hvornår de forskellige typer blev ibrugtaget. Indtil ca. 1980 siden blev sporkonstruktioner ved DSB benævnt med et romertal I-VII for det anvendte skinneprofil, og et eller flere bogstaver for befæstigelses- og stødkonstruktion. Svellestørrelse og -fordeling var også en del af sidstnævnte, men fordelingen varierede med skinnelængden. Kun sporkonstruktioner indtil ca. 1970 vil blive behandlet i denne artikel. Ovenstående gælder sporkonstruktioner med stålskinner som blev introduceret ved DSB/JF i 1874. De ældre sporkonstruktioner med svejsejernskinner så anderledes ud, og behandles ikke her.

I nedenstående skema ses hvornår de enkelte sporkonstruktioner (overbygningstyper) og skinnelængder ved DSB er ibrugtaget.

Noter:

A betyder befæstigelse med spiger med eller uden underlagsplader
B betyder befæstigelse med svelleskruer med underlagsplader (ovbg. VB dog med hageplader)
Bt betyder befæstigelse med svelleskruer uden underlagsplader på sveller af bøg
C betyder delt befæstigelse med svelleskruer og hageplader/klemplader
Cr betyder delt befæstigelse med svelleskruer og klemplader (Crl hvor skinnen står lodret, til sporskifter)
Dt betyder dobbeltelastisk befæstigelse på træsveller, svejset spor
Db betyder dobbeltelastisk befæstigelse på betonsveller, svejset spor
a) dog underlagsplader på stødsvellerne
b) stødsveller dog ofte af type I

Vedligeholdelse

Jernbanerne er i reglen meget sparsommelige hvad angår materialeforbrug. Derfor vedligeholdes væsentlige dele af sporet med ældre brugelige materialer. Nye skinner indlægges almindeligvis kun i gennemgående hovedspor, og brugelige skinner herfra anvendes til vedligeholdelse af andre hovedspor og sidespor. Dette har dog ændret sig noget i de seneste 25 år hvor alle hovedspor på 1. kl. hovedbaner og stærkt trafikerede nærbaner vedligeholdes med nye materialer.

Hovedspor vedligeholdes normalt ved at enkelte nedslidte dele udskiftes efter behov. Efterhånden reduceres sporets generelle stand, og derefter foretages enten en sporfornyelse, dvs. en fuldstændig udskiftning af sporet, eller en generel istandsættelse. På 1. kl. hovedbaner er tendensen at der sker sporfornyelse med anvendelse af sidste nye overbygningstype, mens 2. kl. hovedbaner og sidebaner oftere istandsættes med anvendelse af ældre brugelige materialer, ofte med en sværere overbygning end hidtil.

Sidespor vedligeholdes normalt altid med ældre brugelige materialer. Mange sidespor henligger længe med den oprindelige overbygning, også efter at hovedsporene er blevet fornyet med sværere spor. Først når det oprindelige spor er helt nedslidt, eller har utilstrækkelig styrke, udveksles det med sværere spor, i reglen ved anvendelse af ældre brugelige materialer.

Valg af overbygning på modeljernbanen

Lad mig bruge et par eksempler til at illustrere valget af sporoverbygning i model.

Eksempel 1:
Banen er en 2. kl. enkeltsporet hovedbane, oprindeligt bygget 1903 med anvendelse af ovbg. IVA og 12 m skinner. Modellen skal forestille at være fra 1935. Gennemgående hovedspor er hovedrepareret og ligger nu med ovbg. IVB, flere steder med 18 m skinner, og grusballasten er i hovedspor overalt udskiftet med skærveballast. Alle sidespor ligger fortsat med ovbg. IV, de mest benyttede dog forstærket med anvendelse af svelleskruer i stedet for spiger, dvs. ovbg. IVB med 12 m skinner.

Eksempel 2:
Banen er en 1. kl. enkeltsporet hovedbane, oprindeligt bygget 1886 med anvendelse af ovbg. IIIA og 7,315 m skinner. Modellen skal forestille at være fra 1954. Gennemgående hovedspor er udvekslet flere gange, nu ligger der ovbg. VBt og VC med 30 m skinner i skærveballast i alle hovedspor. En del mindre benyttede sidespor ligger fortsat med ovbg. III, det meste dog forstærket med anvendelse af svelleskruer i stedet for spiger, dvs. ovbg. IIIB. De mest benyttede sidespor har fået udskiftet sporet med ovbg. IVB med 12 og 15 m skinner.

Eksempel 3:
Banen er en 1. kl. dobbeltsporet hovedbane, oprindeligt bygget 1865 med anvendelse af en overbygning med jernskinner. Modellen skal forestille at være fra 1969. Gennemgående hovedspor er udvekslet mange gange, nu ligger der de fleste steder ovbg. VIICr med 60 m skinner og VIIDt (svejset spor) i skærveballast i hovedspor, enkelte steder ligger fortsat ovbg. VBt og VCr med 30 m skinner. En del mindre benyttede sidespor ligger med ovbg. IVB med 12 eller 15 m skinner, de mest benyttede sidespor har fået udskiftet sporet med ovbg. VC eller VCr med 15 m skinner.

Eksempel 4:
Banen er en enkeltsporet sidebane, oprindeligt bygget 1892 med anvendelse af ovbg. IIA med 7,315 m skinner. Modellen skal forestille at være fra 1950. Langt størstedelen af sporet ligger fortsat med den oprindelige overbygning, vedligeholdt med ældre brugelige materialer. Hvor fuldstændig udskiftning har måttet foretages (steder med stort skinneslid, bl. a. kurver i hovedspor med radius mindre end 300 m) er indlagt ovbg. IIIB.

Skinner

De i foregående afsnit nævnte skinnelængder er normalskinnelængden. Derudover fandtes kurveskinner som var lidt kortere, og som anvendtes til indlægning i kurvernes indre skinnestreng, i reglen vekslende med normalskinner, for at udligne længdeforskellen mellem den ydre og den indre skinnestreng.

I overbygning IV og V fik man ved afkortning og boring af ældre brugelige skinner med udplattede ender normalskinner af længde 11 m, 14 m og 29 m. Dertil havde man også kurveskinner. Derudover fandtes korte skinner, dvs. skinner på fast længde kortere end normalskinnen, og indpassere. Sidstnævnte var særligt tilpassede skinner der normalt ikke måtte være kortere end 5 m, og måtte kun bruges hvor det var absolut nødvendigt.

DSBs skinneprofiler af stål har følgende hovedmål:

Omregnet til 1:45 har skinnerne følgende modelmål:

Der er kun et begrænset antal skinneprofiltyper til modelbyggerens rådighed. Almindeligvis anvendes i dag i model skinner af nysølv (en kobber-nikkel-zink legering) som har flere fordele: Det ruster ikke, det har rimelige elektriske egenskaber, har næsten den rigtige farve, og er let at forarbejde og lodde.

Der er modelbyggere som mener at skinner af jern (blødt stål) er nysølvskinnerne overlegne til indendørs anlæg, og enkelte af skinnetyperne fås foruden i nysølv også i jern.

Som det ses kan code 70 anvendes som profil I, code 83 som profil II og code 100 som profil III. Af de tilgængelige code 100 skinner er Right-O-Way's den bedste pga. det bredere hoved og den bredere fod. Code 125 kan anvendes som profil V, og code 148 som profil VI og VII. 3,5 mm profilet der anvendes af flere danske klubber, ligger størrelsesmæssigt mellem profil V og VI/VII.

Noter:

a) Tidligere Johann Schullern, før da Fritz Nemec.

Sveller

Træsveller har følgende mål:

hvilket i 1:45 svarer til

Træsveller kan fremstilles af lister af fyrretræ, f. eks. 6x4 mm for type I. Fyrretræ er imidlertid upraktisk da det er for uensartet og let flækker. Da svellernes tykkelse i model ikke er kritisk, størstedelen dækkes jo alligevel af ballasten, kan anvendes sveller udskåret af f. eks. 2 mm finer eller krydsfiner af ahorn, lind, birk eller tilsvarende.

Svellefordeling

Svellerne er ikke ligeligt fordelt, men ligger tættere nær stødene. Tabel 1-3 viser nogle eksempler på svellefordelinger (fra DSB Sporregler 1946).

Befæstigelsesdele

Skinnernes befæstigelsesdele omfatter skinnespiger, svelleskruer, underlagsplader, hageplader, klemplader og klempladebolte.

De fleste modeljernbanespor laves ved at hver af skinnerne fastgøres med to spiger (skinnesøm) i hver svelle, og uden at underlagsplader etc. eftergøres. Danske overbygninger med spigerbefæstigelse har normalt 3 spiger per skinne i hver svelle, nemlig to indvendigt og en udvendigt. Der bør bruges de mindst spiger man kan skaffe, f. eks. fra Micro Engineering. Der fås underlagsplader af plast til flere skinneprofiler (Grandt Line og Right-O-Way); de er ikke lavet efter danske forbilleder, og har huller til 4 spiger. Man kan fremstille dem selv i ætset messing- eller nysølvplade, så de kommer til at passe med danske forbilleder; de er desuden mere robuste end underlagsplader af plast.

Mens det er relativt enkelt at lave spor med spigerbefæstigelse i model, er overbygninger med svelleskruer vanskeligere, da svelleskruer ikke fås. Man kan naturligvis snyde og anvende spiger i stedet. En anden mulighed er at anvende underlagsplader med svelleskruer, støbt i et stykke, der limes på svellerne, og hvor skinnestrengen blot skydes ind under svelleskruerne. En sådan løsning vil også kunne anvendes til overbygninger med delt befæstigelse, f. eks. Cr, hvor klemplader og klempladebolte støbes i et med underlagspladen. Jeg har ikke selv erfaringer med støbte underlagsplader, men jeg vil tro at plader støbt i hvidtmetal kan anvendes.

Forbindelsesdele

Skinnernes forbindelsesdele udgøres af lasker og laskebolte, samt i nogle tilfælde særlige underlagsplader.

Det er sjældent at forbindelsesdelene ses eftergjort på modeljernbanespor, selvom det faktisk er relativt enkelt. Der findes i handelen lasker med laskebolte støbt i et stykke i plast, bestående af en ydre og en indre laske, til flere skinneprofiler (Grandt Line og Right-O-Way). Disse klæbes blot på skinnestrengen hvis hoved forinden gennemskæres.

De lasker der fås i handelen, er ikke lavet efter danske forbilleder. Man kan fremstille lasker selv af plaststrimler, messingbånd eller ætset messing- eller nysølvplade, så de kommer til at ligne danske lasker bedre. Boltene kan illuderes med pålimede firkantede stykke af plaststrimmel (på plastlasker), trådstykker der loddes i huller, eller bolte- og nitteimitationer af plast eller metal. Endelig kan boltene efterlignes med nitter som bruges til at samle stødet.

Hvor skinnestrengen i model skal samles af to stykker, kan anvendes lasker som limes på den ene af de to skinnestrenge, så den anden skinne kan glide mellem laskerne og styres af disse.

Modelsporet

I DMJK byggede og monterede jeg en hel del spor og sporskifter. Der har man valgt at bruge sveller af 10x6 mm fyrreliste på højkant; man kan så i en lære fremstille sporrammer á 1 m længde som monteres som fleksibelt spor. Metoden er dog ikke uden problemer, f. eks. må spigerne ikke slås helt ned så sporrammen mister sin fleksibilitet. Den væsentligste årsag til de høje sveller er at den sideliggende strømskinne befæstiges på 7x6 mm fyrrelister på højkant, placeret mellem svellerne ca. for hver 3. svelle.

Det er ikke muligt at lave korrekt modelspor når man bruger tredjeskinne, og jeg gik da også selv over til toskinnedrift hvor mulighederne er langt bedre. Jeg mener at der er flere fordele ved at bygge spor og sporskifter på stedet, man kan nemmere planlægge helheden og tilpasse detaljerne. Vil man hellere sidde ved et arbejdsbordet og bygge sporet, kan banens underbygning opdeles i sektioner der kan afmonteres, og efter bygning af sporet atter monteres i anlægget.

Underbygningen

Underbygningen bør være vandfast krydsfiner, ikke spånplade eller MDF-plader. Krydsfiner er mere elastisk end spånplade som ofte får en blivende deformation, desuden er spånplade og især MDF-plader fugtfølsomme. Tykkelsen afhænger af afstanden mellem understøtningerne, men f. eks. 12-15 mm tykkelse og 40-60 cm afstand mellem understøtningerne fungerer udmærket.

Sporenes midtlinier og sporskifternes placering indtegnes direkte på underbygningen med blyant. Følgende punkter bør afmærkes: Sporskifternes midtpunkter og stød, tangentpunkter og overgangskurvernes start- og slutpunkter. Desuden bør placering af alle andre skinnestød markeres, afstanden mellem dem skal svare til sporets normalskinnelængde. Mellem to sporskifter skal helst være et helt antal normalskinnelængder, eventuelt kan det ene af sporskifterne flyttes lidt så det går op. Er det ikke muligt, må man anvende indpassere. Isolerede skinnestød afmærkes særligt da skinnestrengen her skal være afbrudt, det gøres enklest ved at lægge et klæbestød under sporets bygning.

Ovenpå underbygningen lægges et lag støjdæmpende materiale som dog skal have en vis styrke, og ikke må være fugtfølsomt. Nålefilt og plastskum frarådes! Det nemmeste synes stadig at være kork i 3-6 mm tykkelse. Kan man ikke finde materiale på andre måder, kan korkgulvfliser anvendes. Korken lægges nemmest som strimler, der kan anvendes 30-40 mm brede strimler der stødes op til midtlinie. Det er vigtigt at man stadig kan se sporets midtlinie, og hvis markeringen af de nævnte punkter i sporet dækkes af korken, må den omhyggeligt overføres til korkens overflade. Korken limes fast med PVA-lim og trykkes omhyggeligt fast, man kan lægge noget tungt over eller holde korkstrimlerne fast med stifter, mens limen tørrer. Korkens overflade slibes let for at fjerne evt. høje punkter.

Overbygningen

Ovenpå korken limes nu svellerne. Da svelleafstanden ikke er ens, og det er vanskeligt at anbringe dem pr. øjemål, laves en lære hvori svellerne til en normalskinnelængde kan lægges. Et stykke afdækningstape lægges hen over svellerne og trykkes mod disse, hvorefter hele rækken kan overføres til korken der er påført PVA.lim. Svellerne rettes ind sideværts; bruger man 30 mm korkstrimler, skal være ca. 1 mm afstand til korkkanten i hver side, ellers bør svelleenderne markeres på korken inden udlægningen. I længderetningen rettes svellerne ind i forhold til de markerede stød. Afstanden fra stødmarkeringen afhænger af om overbygningen har dobbeltsvellestød eller svævende stød. Svellerne trykkes omhyggeligt fast i limen og noget tungt lægges over; tapen fjernes først når limen er tør. Næste række sveller anbringes på tilsvarende måde, nu blot i korrekt afstand fra den foregående.

Man kan bruge en afstandslære af plastplade hvis man bruger svævende stød for at sikre afstanden mellem stødsvellerne. Ved dobbeltsvellestød skal stødsvellerne lægges tæt sammen hvis overbygningen har underlagsplader. Hvis der ikke bruges underlagsplader (befæstigelse Bt), skal de to stødsveller lægges med en lille afstand (0,7-1,1 mm).

Svellernes overflade slibes let med fint slibepapir i sporets tværretning for at udjævne højdeforskelle. Eventuelle grater på svellekanterne slibes væk; det gør ikke noget at kanterne bliver affaset, det er de ofte i virkeligheden. Derefter skal svellerne bejdses eller males med en tynd opløsning af mat maling. Jeg har brugt brune og grå farver fra Floquil fortyndet med Dio-Sol, men en vandfortyndbar farve som Polly Scale eller bejdse kan udmærket anvendes. Farven skal være sortbrun ved helt nyimprægnerede sveller, efterhånden bliver farven lysere og mere grå for til sidst at blive lys grå med et grønligt skær. Resultatet bliver bedst hvis man lægger flere laserende (gennemsigtige) lag på med forskellige farver, den mørkeste farve først.

Førend skinnestrengene tilpasses og fastgøres, bør man tænke på de elektriske forbindelser til sporet. De består almindeligvis af isoleret kobberledning der loddes til skinnen, allerhelst til skinneprofilets underside hvor lodningen og tilslutningen kan skjules af ballasten. Hvis sporets detaljer (underlagsplader og lasker) er af plast, vil de kunne ødelægges af varmen fra lodningen. Derfor skal ledningsforbindelserne planlægges og måske udføres allerede nu. Med underlagsplader af plast bør man lodde ledningerne til skinnen inden den fastgøres. Uden underlagsplader, eller med underlagsplader af metal, kan lodningen vente til skinnerne er fastgjort, men inden lasker og andre plastdele limes fast.

Alle ikke-isolerede skinnestød bør forbindes med en ledning fra den ene skinneende til den anden. Hver række af enkelte skinner som er i elektrisk forbindelse med hinanden, skal have mindst en ledningsforbindelse, og lange strenge bør have en i hver ende. Ledningerne bør tilsluttes underfordeler (klemrækker eller kronemuffer) under anlægget ikke så langt fra tilslutningen til sporet. Fra underfordelerne føres kabler eller ledninger videre efter behov. Ved afisolering skal man være meget omhyggelig med ikke at såre kobbertråden; den vil knække hvis der er det mindste mærke.

Ved skinnernes fastgørelse skal man være opmærksom på at de anbringes symmetrisk om spormidten. Man starter med den ene skinne, skærer den af på længde, afgrater enderne og fastgør den i hele dens længde; enderne skal naturligvis placeres korrekt i forhold til et afmærket skinnestød. Underlagsplader skydes ind under skinnefoden og rettes ind; de kan med fordel males mørk rustfarvede forinden. Spigerne sættes i med en spids fladtang, drejes rigtigt og trykkes ned med fladtangens endeflade; man kan slibe en regulær flade der for at spigerne ikke smutter. Det burde ikke være nødvendigt at slå spigerne i med en hammer, det vil faktisk være uheldigt fordi man risikerer at deformere skinnefoden ved at slå for hårdt, især ved de spinklere skinneprofiler. Man fastgør skinnen for hver 5. svelle mens man retter den ind efter midtlinien og en retskinne eller en kurveskabelon. Derefter fastgøres skinnen til de øvrige sveller, mens man kontrollerer at skinnen er ret eller krum som den skal være.

Sporets anden skinnestreng fastgøres på tilsvarende måde, her anvendes blot et spormål til holde afstanden til den allerede fastgjorte skinne. Man kan bruge en skydelære, men det er nemmere at bruge drejede, fræsede eller filede spormål f. eks. af messing. Man bør have mindst 3 til rådighed for hver sporvidde. Sporvidden ved ret spor skal efter NEM være mellem 32,0 og 32,3 mm, og efter Proto:45 mellem 31,89 og 32,11 mm (svarende til mellem 1435 og 1445 mm i virkeligheden). Man kan forøge sporvidden lidt i kurver, f. eks. med 0,5 mm i en 2 m kurve og 0,3 mm i en 4 m kurve, det giver lidt mindre modstand i kurven. Sporudvidelse er dog ikke nødvendig på NEM-spor. Overgangen fra en sporvidde til en anden bør forløbe over en hvis længde, svarende til længden af en overgangskurve. I overgangen kan man ikke bruge sporlærer, men må bruge en skydelære.

Sporet testes nu, og ledningsforbindelser loddes på hvis det ikke allerede er sket. Ved skinnestød skæres kun skinnehovedet igennem, og lasker limes fast med cyanoakrylatlim eller en sparsom mængde epoxylim. Hvor to skinnestrenge skal samles limes laskerne på den ene skinne, mens den anden kan glide sig frit mellem laskerne. Hvis den ene af de to skinner der samles, er kort, kan man lime laskerne til begge skinner. Lasker af metal loddes eller nittes på; ved samling af to skinnestrenge er pånittede lasker meget holdbare. Skinnerne bores gennem kroppen svarende til laskernes huller, hullerne i skinnen kan med fordel være lidt større så skinnerne kan udvide sig lidt. Som nitter kan bruges kobbertråd der kan nittes ved blot at klemme om enderne med en fladtang.

Isolerede skinnestød laves ved at lime en tynd plastskive mellem skinneenderne og file den glat med skinnerne, og bagefter lime lasker af plast på begge skinnerne. Her må man være særlig omhyggelig med fastgørelsen til svellerne da samlingen ikke er særligt stærk.

Til sidst males skinner, lasker, skinnesøm og evt. underlagsplader med mørk rustbrun maling. Det sker bedst ved sprøjtemaling med airbrush; man bør skære og anbringe afdækningsmasker af tyndt karton der dækker svellerne udenfor underlagspladerne. Inden malingen tørrer helt, aftørres skinnehovedets overflade med en klud eller en papirserviet fugtet i fortyndingsmiddel. Husk at benytte en ordentlig filtermaske når der sprøjtemales.

Ballasten

Ballastmaterialer af forskellige arter kan købes, men de er ofte dyre i større mængder som der jo skal bruges i 1:45. Man kan købe, eller finde i naturen, andre egnede materialer. Det bør være et granuleret produkt som kan limes f. eks. korksmuld, granuleret molerprodukt, kattegrus, fint grus eller sand. Bruger man strandsand, bør det vaskes grundigt for at fjerne salte, og tørres fuldstændigt. Mange materialer må sigtes for at opnå en hvis ensartet kornstørrelse. Man kan købe sigter med forskellige finhed, bruge en køkkensigte hvis dens maskevidde passer, eller bruge trådvæv med passende maskevidde.

Det bedste er at anvende materialer som naturligt har de rigtige farver; farven bør ikke være helt ensartet. Hvis man er nødt til at farve ballasten inden den lægges, er det en fordel hvis materialet tager lidt forskelligt mod farven. Her må man eksperimentere lidt. Rustfarve (bremsestøv) kan dog sprøjtes på bagefter.

Indtil omkring 1913 anvendte DSB udelukkende ballast af groft grus. I forrige århundrede dækkedes svellerne af et lag ballast på ca. 5 cm tykkelse, dog ikke i sporskifter. Den praksis ophørte omkring 1890 fordi man fandt at ballasten kunne holde på fugtigheden og dermed skade svellerne, og vanskeliggjorde kontrol af sveller og befæstigelse. Efter 1913 (Brammingeulykken) påbegyndtes ilægning af skærveballast på alle hovedstrækninger. Vælg ballast til modellen som ligner den relevante virkelige ballast bedst muligt. Kornstørrelserne er typisk for groft grus 1-10 mm (0-0,2 mm), småskærver 15-30 mm (0,3-0,7 mm) og skærver 50-75 mm (1,1-1,7 mm).

Ballasten anbringes i sporet i tør tilstand, og rettes ind med pensel, skraber eller andre passende værktøjer. Jeg har i nogle tilfældet lavet skabeloner af plast som styrer på skinnerne, til at rette ballastlaget af. Man bør være omhyggelig med at fjerne ballast fra skinner etc. Ballasten fugtes med vand tilsat afspændingsmiddel (Kodak Photo Flo eller opvaskemiddel), og limes med lim fortyndet med 3-4 dele vand tilsat afspændingsmiddel. Der kan anvendes PVA-lim, men man bør vælge en type der ikke tørrer for hårdt op, dvs. beregnet til pap eller læder (bogbinderlim). Andre typer som ikke tørrer hårdt op kan anvendes, f. eks. visse typer tæppelim. Den fortyndede lim tilføres dråbevis fra en plastflaske, og ballasten skal være gennemfugtet men ikke drivvåd.

Inden limen tørrer, kan man kontrollere at ballasten stadig ligger rigtigt. Hvis der skal rettes noget, skal det ske meget forsigtigt, den fugtige ballastmasse er meget vanskelig at arbejde med. Enkelte ballastkorn som f. eks. sidder på skinnerne, kan fjernes med pincet. Så skal det hele blot tørre helt ud, det kan godt tage en uges tid eller mere. Endelig kan sporet patineres så det ser naturtro ud.

Afslutning

De viste modelspor er bygget med code 100 nysølvskinneprofiler af fabrikat Peco og Roco. Underlagsplader og lasker er af fabrikat Grandt Line, mens skinnespigerne er fra Micro Engineering. Fremover vil jeg dog anvende code 100 skinner fra Right-O-Way, de er langt pænere til brug i 1:45, underlagsplader og lasker vil jeg ætse i nysølvplade. Figur 5 og 6 viser den planlagte udførelse svarende til DSBs overbygning IIIA med 7,315 m skinner.

Bygning af sporskifter behandles senere i del 2.

Nyttige adresser:

Ændringer:
2008-03-15: Opdateret til HTML 4.01 Strict, enkelte fejlrettelser.
2009-01-01: Typografi opdateret.