Ringe-ulykken - 7. april 1935
af Lars Viinholt-Nielsen (offentliggjort i Signalposten 1991 nr. 4
Søndag den 7. april 1935 er konfirmationssøndag på Fyn. Allerede fra morgenstunden er der derfor mange passagerer med togene. På Odense-Svendborg banen er første tog fra Odense (tog 2) oprangeret: Dieselmotorvogn SFJ M 8 (undervogn SFB 13), personvogn SFJ B 8, postvogn SFB D 98 og bagagevogn SFJ E 107. Foruden motorvognsføreren er der tjenstgørende en togbetjent og en pakmester i toget.
Tog 1 fra Svendborg er ligeledes fremført af en dieselmotorvogn, SNB M 11 med undervogn SFJ 7 samt personvogn SNB Cb 40. Sidstnævnte skal være aflåst indtil Ringe, da tog 1 kun har en tjenstgørende, nemlig motorvognsføreren, der også billetterer. Det er meningen, at pakmesteren fra tog 2 skal fungere som togfører i tog 1 på strækningen Ringe-Odense, hvor Cb 40 bliver låst op.
Tog 1 og 2 skal efter køreplanen mødes (krydse) i Ringe. Samtidig skal togene 21 og 122 på Nyborg-Fåborg banen krydse. Der skal således på én gang være 4 tog på stationen, hvilket i øvrigt ikke er usædvanligt.
Ringe stations sikrings- og sporanlæg, der var konstrueret af DSB og indrettet i 1897 var genialt, men ret mandskabskrævende. Sikringsanlægget var 2-delt i en nordlig og en sydlig del, hvad der gav mulighed for en hurtig og smidig togekspedition. Sporbenyttelsen var sådan, at alle 4 tog samtidigt kunne køre ind på stationen uden at krydse hinandens togveje. Når togene holdt på stationen, blev sporskifter og signaler omstillet, og udkørslen skete derefter i en bestemt rækkefølge.
Den 7. april 1935 er der tjenstgørende 7 personer på stationen. En assistent på kontoret og en portør på perronerne har udelukkende med person- og godsekspedition at gøre. De øvrige 5 har udelukkende med sikkerhedstjeneste at gøre. Det drejer sig om en overassistent, der er fungerende, en sporvagt i hver ende af stationen og 2 ledvogtersker.
I henhold til tjenestekøreplanen skal togene ankomme sålededes:
1. tog, 21 fra Fåborg, kl. 6,49
2. tog, 122 fra Nyborg, kl. 6,50
3. tog, 2 fra Odense, kl. 6,52
4. tog, 1 fra Svendborg kl. 6,56
Afgangen skal ske således:
1. tog, 122 mod Fåborg kl. 6,58
2. tog, 2 mod Svendborg kl 6,59
3. tog, 21 mod Nyborg kl. 7,02
4. tog, 1 mod Odense kl. 7,06
Togene 21, 122 og 2 ankommer næsten rettidigt. Den fungerende opholder sig under indkørslen på perronen. Medens han er der, afmelder tog 1 fra Rudme kl. 6,57, 7 minutter forsinket. Afmeldingen betyder, at banestykket Rudme-Ringe er spærret for alle andre tog end tog 1, indtil dette er ankommet til Ringe, og Ringe station har tilbagemeldt toget til Rudme.
Men på dette tidspunkt giver den fungerende stationsbestyrer afgang for tog 2 mod Svendborg, uanset at tog 1 ikke er ankommet og uanset, at han på signaltableauet på stationen kan se, at signalet i sydenden af stationen viser "kør ind" for toget fra Svendborg. Hvorfor der bliver givet udkørsel for tog 2 forbliver for altid en gåde, men årsagen må tilskrives den berømte "klap", som går ned for overassistenten.
Motorvognsføreren på tog 2 har ikke været opmærksom på tog 1. Der er ret langt mellem de spor, som de to tog benytter, og ind imellem holder de to tog på Nyborg-Fåborg banen. Han tror derfor, at krydsningen har fundet sted - og kører. Fejlen behøver imidlertid endnu ikke at få alvorlige følger. Tog 2 skal på sin vej ud af Ringe station passere endnu to personer, der kan nå at standse det.
I sydenden er det undtagelsesvis en ekstraarbejder, som har sporvagt med pasning af signaler og sporskifter, selv om den almindelige regel er, at kun eksamineret portørpersonale må udføre den slags arbejde. Men da han har været ansat på stationen i 7 år og altid har forrettet tilfredsstillende tjeneste, bliver han anset for fuldt kvalificeret til at deltage i sikkerhedstjeneste.
Indtil det skæbnesvangre afgangssignal til tog 2 har ekstraarbejderen udført sit arbejde rigtigt nok, idet han har sat indkørselssignalet fra Fåborg på stop efter ankomsten af tog 21. Hermed er togvejen for det afgående tog mod Fåborg blevet fri, og det er nu muligt at omlægge det dobbelte krydsningssporskifte, så tog 122 kan køre ud af stationen.
Da han ser Svendborg-toget (tog 2) komme, farer mange tanker gennem hans hoved. Han ved, at tog 1 er afmeldt fra Rudme, og han har selv sat signalet i Ringe på indkørsel for dette tog. Han bør derfor enten søge at stoppe tog 2 eller simpelthen skifte spor, så toget kører mod Fåborg, hvilket jo uden videre kan lade sig gøre. Han slutter imidlertid, at tog 1 er brudt ned i Rudme og er blevet holdende der, og skynder sig derfor at sætte indkørselssignalet fra Svendborg på stop og herefter omlægge sporskiftet, så tog 2 kan køre mod Svendborg, selv om han godt ved, at dette kun må gøres efter udtrykkelig ordre fra den fungerende stationsbestyrer.
Endnu en person kan nå at stoppe toget, nemlig ledvogtersken i vogterhus 10 ved banernes passage af Odense-Svendborg landevej. Også hun bør stoppe toget, da hun ikke har fået at vide, at tog 1 er indstillet. Men hun mener, at sådanne meldinger også tidligere er udeblevet, og at tog 1 derfor stadig er i Rudme. Hun melder derfor "ret" for tog 2.
Herefter er katastrofen uundgåelig.
Syd for Ringe kører toget mod Svendborg i en lang kurve. Da tog 2 er kommet ud af kurven opdager motorvognsførerne på de to tog hinanden, og begge bremser så meget som muligt. Alligevel sker sammenstødet med stor kraft ca. 500 meter syd for Ringe station. Tog 2's motorvogn smadrer førerrummet på tog 1's motorvogn og løftes helt op på taget af denne vogn. Motorvognsføreren her dræbes på stedet, medens togbetjenten i tog 2 kvæstes så hårdt, at han nogle dage senere dør på Ringe sygehus. Den anden motorvognsfører og 5 passagerer kvæstes hårdt, medens ca. 40 passagerer får lettere kvæstelser.
Ved oprydningen senere på dagen sker endvidere det uheld, at en svejseflamme stikker ild på SFJ M 8, hvis vognkasse brænder totalt op.
Begge motorvogne og personvogn SFJ B 8 bliver få dage efter ulykken sendt til vognfabriken Scandia i Randers til genopbygning. M 8 er færdig den 1. juli 1935 og M 11 den 31. i samme måned.
Sydfyenske Jernbaners forsikringsselskab må til de dræbtes efterladte og de tilskadekomne udrede store erstatninger, og sagen overlades til auditøren under Ministeriet for offentlige arbejder. Man opgiver dog at rejse egentlig tiltale mod overassistenten på grund af hans mentale tilstand. Han degraderes til assistent og forflyttes til billetkontoret i Svendborg, men afskediges i øvrigt nogle år efter. Ekstraarbejderen og motorvognsføreren på tog 2 får en påtale og førstnævnte forflyttes til pakhustjeneste.
Sagen gav - som man jo kunne vente - anledning til megen debat i pressen, og der kom også angreb på Sydfyenske Jernbaner bl.a. for anvendelse af ekstraarbejdere til sikkerhedstjeneste og énmandsbetjening af tog - noget banerne havde set sig nødsaget til på grund af deres dårlige økonomi. Der var dog ingen tvivl om, at ulykken skyldtes et fatalt svigt hos hovedpersonen og svigtende dømmekraft og opmærksomhed fra de 3 andre implicerede. Havde blot en af de 4 tænkt sig om, var ulykken aldrig sket.