Hansted-ulykken - 26. december 1876

Uddrag af H. H. A. Rambusch "En gammel Jernbanemands Erindringer 19854-1882"

I 1876, anden Juledag, indtraf den første større Ulykke paa de danske Statsbaner. Der var stærkt Snefald med Fygning, og der blev udsendt et Rydningstog fra Aarhus ad Sydbanen, bestaaende af Sneplov, 2 Godstogslokomotiver og nogle Vogne med et større Antal Snekastere. Foruden Lokomotivpersonalet var der en Baneformand paa hver Maskine til Udkig og paa den ene Maskine desuden Strækningens Overbanemester, Sørensen, som ledede Arbeidet.

Medens Toget tilsyneladende kørte med almindelig jævn Fart kom der nær Hansted pludselig et stærkt Stød, som kastede Snekasterne om mellem hinanden, slog Vognene mere eller mindre itu og af Sporet, og derefter holdt det Hele stille. Nogle af Snekasterne havde faaet en saadan Skræk, at de løb lige bort fra Toget tuers over de snedækte Marker. Nogle Baneformænd og Banearbeidere gik frem for at see til Maskinerne og fandt der et rædsomt Syn. Den ene Maskine stod oven paa den anden og alle 7 Mand paa dem vare dræbte paa Stedet, til Dels paa den uhyggeligste Maade. En Mand var spiddet paa Styringsstangen, saa at den gik midt igjennem ham.

Der blev snarest sendt Bud til begge Sider og telegraferet om Hjælp, som ogsaa kom saa hastigt det lod sig gjøre.

Senere blev oplyst, at en Ledvogter tæt foran Uheldstedet havde set Toget passere, og da forekom det ham, at der var et Mellemrum af ca. 1/2 Vognlængde mellem Maskinerne. Man har derefter tænkt sig, at Koblingerne mellem de to Maskiner ere sprængte ved en tidligere Pløining, uden at Personalet har opdaget det. Der er i Snefoget da fremkommet et Mellemrum, og da den første Maskine med Ploven saa senere kørte fast i høi Sne, var Sammenstødet uundgaaeligt.

Efter nogle Ytringer af Overbanemesteren og en af Lokomotivførerne, som angaves hørte af en tilfældig Nærværende paa det sidste Sted, hvor Toget havde holdt før Uheldet, kom ogsaa den Forklaring frem, at man med Villie havde kørt i 2 Hold, for at bagerste Maskine ved Stød kunde hjælpe godt til, naar den forreste kørte fast. Da alle de Paagældende vare døde, kunde man dog aldrig faa Sagen helt oplyst, men hvis der har været en saadan Aftale var den absolut forkastelig.

Hvis Personalet havde havt større Erfaring i Snekørsel, hvis f. Ex. den gamle W. Bailey eller E. Wright havde været den ene af Lokomotivførerne, saa var denne Ulykke Neppe sket.

Der var her, som altid med saadan Kørsel, en særlig Udkigsmand, som stod paa Tenderen, saa høit, at han kunde see ud over Maskinens Tag. Fra Maskinen kan nemlig intet sees i Snefog, fordi Vinduesruderne ideligt tildækkes helt af Sne og ikke kunne holdes fri derfor. Men Udkigsmanden kan ei heller see godt til enhver Tid, da Sneen ofte stryger saa tæt imod hans Ansigt, at den ganske blinder ham.

Der blev i Sagens Anledning strax udgivet flere forebyggende Bestemmelser. Den vigtigste og heldigste var den, at der ikke maa forceres Driver uden foregaaende Standsning, ved hvilken Vognene med Snekastere o. s. v. skulle frakobles før Pløining begynder. Men herved forsinkes Rydningen ikke saa lidt.