Den første Forlev-ulykke - 25. april 1887

af J. Groth (offentliggjort i Signalposten 1993 nr. 1)

I Forlevulykken i 1916, skete der stor skade på materiel og gods. Men et næsten lige så alvorligt uheld indtraf i 1887, et uheld som optog både dags- og ugepressen meget.

Omstændighederne var følgende: En række grusvogne var blevet henstillet på sidesporet på Forlev Holdeplads tidligt om morgenen. Kilderne nævner henholdsvis en ledvogter og en baneformand som ansvarshavende, så kan man altså selv vælge, men et er sikkert, at efter at vognene var blevet henstillet på sidesporet, sørger vedkommende person omhyggeligt for at aflåse sporskiftet, men glemmer i sin iver at omstille skiftet. Det vil altså sige, at hovedsporet er stillet ind på sidesporet, hvilket uheldigvis ikke bliver opdaget af nogen på holdepladsen.

Iltog nr. 26 afgår planmæssigt om morgenen den 25. april fra Korsør. Maskinen er Ks 75 - senere Ks 275. Et par hundrede meter før toget når skiftet ved Forlev, opdager lokomotivføreren til sin rædsel sporskiftets forkerte stilling. Han handler dog hurtigt, idet han giver kontradamp og samtidig bremser hårdt. Herved bliver farten taget så meget af toget, at det uundgåelige sammenstød med de henstående grusvogne kun kommer til gå ud over disse, mens togets egne vogne - pånær pakvognen - bliver stående på sporet, hvilket igen bevirker, at ingen rejsende kommer noget til. Til gengæld bliver samtlige grusvogne totalt splintrede og resterne af dem spredt ud over et større område. Det går heller ikke særlig heldigt med lokomotivet, idet det vælter ned ad en 5-6 m høj skrænt, og på det nærmeste ender med bunden i vejret.

Skorstenen knækkede af og blev fundet 15-20 m fra uheldsstedet. Lokomotivpersonalet blev på maskinen og styrtede med denne ned ad skrænten. Det har uden tvivl reddet deres liv, at en større mængde kul på det nærmeste begravede dem, og derved beskyttede dem mod den udstrømmende damp.

Nogle steder i kilderne hævdes det, at maskinen efter den noget dramatiske tur ned ad skrænten, stadig arbejdede, men lokomotivføreren krøb tilbage til maskinen og fik stoppet denne. Hvad der nu lyder lidt mere troligt er, at inden lokomotivet væltede havde føreren åndsnærværelse nok til at lukke for dampen.

Bortset fra at lokomotivfyrbøderen fik kvæstet den ene hånd og føreren fik et ret så alvorligt chok kom ingen personer til skade.

Til gengæld var den materielle skade stor. Ks (2)75 havde kun været i drift i nogle få måneder og var altså næsten fabriksny. Den blev gjort i stand, og kom atter ud at køre. Det var en Schwartzkopff maskine bygget i slutningen af 1886.

Nu har jeg kun brugt litrabetegnelsen Ks, men retfærdigvis må det siges, at maskinen oprindelig kun havde litra K, og det tilføjede "s" først blev påført i 1892/93.

Ks 275 blev udrangeret i juli kvartal 1926, men derved var dens tid endnu ikke omme. Fra 1927 til 1939 blev den anvendt ved kulprøvestationen, og først da forsvandt den.

Hvorfor fik Jernbanemuseet den ikke? Fordi man i forvejen havde reserveret sig Ks 273!