Nedenstående tekst og figurer er et uddrag fra De Danske Statsbaner, Jernbaneskolen: "Vejledning til Forstaaelse af Telegrafen og Telefonen", Kjøbenhavn 1918.

II.
Telegrafen og Telefonen.

I. De elektriske Ledninger.

Forbindelsen mellem to Stationer eller Poster ved Telegraf-, Telefon. eller Blokledninger m. v. kan i Almindelighed ske paa to Maader, nemlig:

a) ved almindelige overjordiske Ledninger (Luftledninger), b) ved Kabler (Luftkabel, Jordkabel, Søkabel).

a) En overjordisk Telegraf- eller Telefonlinie bestaar af een eller to ledende Traade af Jern, Staal, Kobber, Bronce eller lign., der med visse Mellemrum ophænges i isolerede Støtte- punkter ved Hjælp af Isolatorer.

Til Telegraf- og Blokledninger anvendes ved de danske Statsbaner paa fri Bane almindeligvis galvaniseret Jerntraad (Diameter 4,6 mm, Brudstyrke mindst 40 kg/mm2, Modstand højst 9 Ohm pr. km.), medens der i Overføringer, Indføringer til Stationer eller Poster, Nedføringer til Klokkehuse og lign. anvendes tyndere Traad, almindeligvis af Bronce eller Kobber (sjældnere Jerntraad).

Til Telefonledninger anvendes Bronce. eller Kobbertraad (1,5-2-2,5-3 mm Diameter) samt tyndere galvaniseret Staal- eller eventuelt Jerntraad (2,5-2,8 mm Diameter). Derimod anvendes sjældnere Jerntraad med 4,6 mm Diameter til disse Ledninger.

Isolatorerne bestaar almindeligvis af Porcelæn med fuldkommen Glasur. Til Hovedledninger med 4,6 mm Jerntraad anvendes i Regelen Dobbeltklokker, som angivet i Figur 29 a og b. Sidstnævnte Isolator suppleres undertiden, som angivet i Fig. 29 c, med en under Isolatoren anbragt Skaal, der fyldes med Olie, hvorfor Isolatoren ofte benævnes Olieisolator. I denne Form anvendes Isolatoren dog kun ved Ledninger, man ønsker særlig godt isoleret.

Til tyndere Ledningstraad, altsaa ved Telefonledninger, Indføringstraade m. v., anvendes hyppig de i Fig. 29 d og e viste mindre Isolatortyper.

Isolatorerne befæstes til Stængerne eller Stativerne ved Hjælp af de paa Figurerne viste galvaniserede Jernbøjler, Isolatorbøjler, eller Jerntappe, Isolatortappe, paa hvilke Isolatorerne fastskrues ved Hjælp af Værk gennemtrængt med Linolie, som vikles omkring Bøjlen eller Tappen inden Fastskruningen.

Den i Figur 29 a viste Isolatortype er forsynet med en Kærv, hvori Telegraftraaden hviler løst. Kærven er i Enderne underskaaret lidt paa modsatte Sider, saa at Isolatoren efter Traadens Anbringelse i Kærven kan drejes lidt og derved hindre Traaden i at gaa op af den.

Til Isolatorer, hvis Kærv ikke er underskaaret, befæstes Traaden ved Hjælp af Bindetraad (i Regelen 1,5-2 mm udglødet, ren eller fortinnet, Kobbertraad, henholdsvis udglødet galvaniseret Jerntraad), f. Eks. paa den i Fig. 30 a angivne eller paa lignende Maade. Undertiden bindsles Traaden dog ogsaa paa Isolatorerne A og C (Fig. 30 b).

Da Ledningers Isolation formindskes betydeligt, naar Isolatorerne er snavsede, maa disse periodisk renses og afvaskes. Revnede eller ituslaaede Isolatorer maa snarest. muligt udveksles.

Ved almindelige Ledninger paa fri Bane befæstes Isolatorerne til Telegrafstængerne, enten direkte paa Stangen ved Hjælp af de foran omtalte Isolatorbøjler, eller til Jernarme eller Stativer anbragt paa Stængerne, og da som Regel ved Hjælp af Isolatortappe. Til Stængerne anvendes Fyrre- eller Granstammer. For at modvirke for hurtig Ødelæggelse ved Raad imprægneres Stængerne med forskellige Stoffer, f. Eks. Tjæreolie, Kobbervitriol ell. lign. I Jordlinien, hvor Stængerne er særlig udsat for hurtigt Raad, bestryges de ofte med Asfalt, Karbolineum eller lign. For at modvirke Fugtighedens Indtrængen forsyner man Stængerne foroven med et lille Zinktag. Stængerne, hvis Længde i Regelen varierer mellem 7-15 m., anbringes almindeligvis med en indbyrdes Afstand af 50-70 m og i Regelen med 1/5 af Længden i Jorden. De forsynes om fornødent, f. Eks. i Kurver, Vinkeltræk m. v., med Stivere (Fig. 31) eller Barduner (Fig. 32).

Saafremt en Stang skal være særlig solid, kan en saadan samles af to Stænger (Fig. 33), eller man kan endnu bedre anvende Bukke. (Fig. 34).

Bliver Ledningsantallet saa stort, at en enkelt Stangrække selv med Tværarme (Fig. 35) ikke forslaar, kan man anvende Dobbeltstangrække eller Galgestangrække, hvor hver Understøtning bestaar af to med hinanden forbundne Stænger, forsynet med fornøden Afstivning og i Regelen med Tværarme (Fig. 36).

Som foran omtalt, hviler Traaden almindeligvis løst i Isolatorernes Kærv eller bindsles til Isolatorerne, men den er dog, f. Eks. paa hver 6te-10de Stang, Spændestang, fastspændt ved Hjælp af Spændeindretninger. Med disse kan man foretage den fornødne Regulering af Traadens Spænding (og Nedhæng), inden den eventuelt fastgøres ved Bindsling til de øvrige Stænger; navnlig naar Traaden ellers hviler løst i Kærven, er en Fastspænding i Spændestænger ganske nødvendig (f. Eks. af Hensyn til Reparation af Traadbrud, Regulering af Traadens Spænding m. v).

I Fig. 37 er vist, hvorledes Traaden fastspændes til Spændeisolatorerne med Spændeindretningerne S. Spændestængerne med tilhørende Isolatorer maa udføres særlig solidt.

Ledningerne ophænges i en passende Højde (mindst 2 m) langs Banelinien, og saaledes, at den nederste Traad ved Krydsning over Banelinien eller ved Overkørsler ligger mindst 5,5 m over Skinnetop (over Biveje dog kun 4,4 m) Da en over Banen nedfalden Traad kan medføre Ulemper, f. Eks. ved at blive indfiltret i forbipasserende Tog eller lign., benyttes der, som foran nævnt, ved Overføring over Banen tyndere Kobbertraad, der lettere rives over end den almindelig anvendte Jerntraad og derfor forvolder mindre Ulemper ved at ligge hen over Sporet.

Ledningerne maa endvidere anbringes med en til den forhaandenværende Temperatur passende Spænding (Nedhæng), for at de ikke i koldt Vejr ved Belastning med Rim eller Isslag skal være udsat for at springe, eller i varmt Vejr hænge for langt ned.

De forskellige Traadstykker i en Ledning samles, f. Eks. paa den i Fig. 38 angivne Maade, ved at Traadenderne befries fuldstændig for Rust og lign., lægges et Stykke over hinanden, bevikles med tyndere Bindetraad og loddes. De fremspringende Traadender afknibes. Samlingerne maa udføres meget omhyggeligt, saavel af Hensyn til Styrken som til den elektriske Ledningsmodstand.

Ved Bronce- og Kobberledninger udføres Samlingerne dog hyppig ved, at de to Traadender, hver fra sin Side, stikkes ind gennem et rørformet Hylster af blødt Kobber med et Lysningstværsnit, der nøje svarer til de tæt ved Siden af hinanden lagte Traadender. Traadenderne stikkes helt gennem Røret, saaledes at Enderne rager et lille Stykke ud gennem Hylsteret. Derpaa bliver Hylsteret med de Indsatte traade fastklemt ved begge Ender med to særlige Tænger, og ved flere hele Omdrejninger i modsat Retning af de to Tænger bliver Stykket mellem Tængerne skruevundet. De fremstaaende Traadender ombøjes eller vikles to til tre Gange om den anden Traad, og Forbindelsen er færdig.

Samme Ledning fremføres saa vidt muligt paa samme Side af og i samme Højde paa alle Stængerne i hele dens Længde (sml. dog Side 33). To Ledningers indbyrdes Afstand er mindst 33 cm saavel i lodret som i vandret Retning.

Skal en Ledning indføres i en Bygning, et Klokkeværk m. v., anvender man undertiden en Spændekonsol med to Isolatorer (Fig. 39). Ledningsenderne befæstes til Isolatorerne enten ved simpel Omvikling eller ved Benyttelse af Spændeindretninger (Fig. 39). Fra disse Isolatorer føres Traaden ned til Indføringen ved Hjælp af tyndere Traad, f. Eks. 2 mm Kobbertraad. En lignende Ordning anvendes, hvor Stangrækken ender, eller hvor Ledningerne, f. Eks. ved en Stationsplads eller Overføring, føres videre med tyndere Traad (Bronce- eller Kobbertraad). Paa Endestangen eller Overføringsstængerne anvendes da Endebøjler, og Stangen forsynes tillige med Stiver eller Bardun for at kunne modstaa Trækket (Fig. 31 og 32).

Ved Indføringer i Klokkehuse, Bygninger m. v. anvendes, naar der kun er faa Ledninger, almindelige paa Klokkehuset eller i Muren befæstede Isolatorer. Ved flere Ledninger benyttes særlige til Muren befæstede Stativer eller Konsoller, hvortil Isolatorerne fastgøres. Fra disse Isolatorer føres Ledningerne videre ved Hjælp af isoleret Traad, d. v. s. en med et isolerende Lag omgiven tynd Kobbertraad. Den isolerede Traad befæstes til den ydre Ledning umiddelbart ved Indføringsisolatoren og føres videre gennem Klokkehusets Jernplade eller Muren ved Hjælp af Indføringstragt, d. v. s. et Porcelæns-, Ebonit- eller Glasrør med udvendig nedadvendende Tragt, for at Ledningen kan beskyttes mod Fugtighed. Alle indvendige Forbindelser udføres som Regel med isoleret Traad.

For ved Telefonledninger at modvirke Induktionen fra andre nærliggende Ledninger benytter man undertiden Dobbeltledning i Stedet for Enkeltledning. De to Ledninger føres da oftest spiralformet i Forhold til hinanden (1/4 Omgang for hvert Stanginterval), for at Virkningen i Forskellen i Afstandene fra en fremmed Ledning kan ophæves. Ved Statsbanerne anvendes dog oftest kun Enkeltledning paa Grund af de forholdsvis korte Intervaller.

Jordforbindelser fra Ledninger og fra disses Lynafledere i Bygninger o. l. lægges som Regel adskilt fra de øvrige Ledninger og maa have saa lille Modstand som mulig. Som Regel føres de ned til Grundvandet eller et altid fugtigt Jordlag. Som Overgangslegeme fra Ledning til Jord anvendes almindeligvis en Jordplade af Metal, galvaniseret Jern, Traadringe, Traadnet eller lign. med omtrent 2 à 3 m2 samlet Overflade, med hvilke Jordtraaden er sat i ledende Forbindelse.

I Nødstilfælde benyttes ofte Gas- eller Vandledninger i Stedet for Jordplade.

b) Kabler. Endskønt Luftledninger i høj Grad er udsat for Forstyrrelser under uheldige Vejrforhold, saaledes at Forbindelsen (Telegraf-, Telefon-, Linieblok m. v.) ofte kan være afbrudt kortere eller længere Tid ved Storm, Snefald, Rimdannelser og Tordenvejr, anvendes Luftledninger dog i meget stor Udstrækning, bl. a. af økonomiske Grunde. Hvor Ledningsantallet er særlig stort, eller hvor uforstyrret Drift af en Jernbanelinie er saa vigtig, at man kan se bort fra Bekostningen, foretrækkes Kabler i Stedet for Luftledninger.

Et Kabel bestaar som Regel af et større Antal indbyrdes og fra Omgivelserne isolerede Ledninger, de saakaldte Korer. Som Isolationsmateriale benyttes flere forskellige Stoffer, saaledes Guttaperka, Gummi, Faserstof (Plantetavestof), Papir med eller uden Imprægnering. Medens der ved Guttaperkakabler ikke behøves - men dog i sjældnere Tilfælde anvendes - nogen yderligere absolut vandtæt Beskyttelse, maa en saadan selvfølgelig anvendes ved alle de øvrige ovenfor nævnte Isolationsstoffer, og dette tilvejebringes ved, at alle Korerne om presses med en sømløs Blykappe.

Efter Anvendelses- og Konstruktionsmaaden deles Kablerne hovedsagelig i 3 store Grupper. nemlig: Luftkabler, Jordkabler og Søkabler.

Som Luftkabel anvendes undertiden Kabel med blank Blykappe uden yderligere Beskyttelse, men i øvrigt af en af de nedenfor under Jordkabler nærmere angivne Konstruktioner, f. Eks. Faserstofkabel eller Papirkabel. Naar et Luftkabel ophænges i særlige Bæretraade, hvilket gøres, naar Kablet hænger frit, beskyttes Blykappen dog som Regel af en Baand- eller Traadbespinding. Til Bæretraad anvendes, alt efter Forholdene, Staaltraad eller Staaltraadstov. Til dette befæstes Kablet f. Eks. ved Hjælp af Bøjler (Fig. 40), som anbringes i en Afstand af omtrent 1 m. Bæretraaden eller Bæretovet fastspændes til Understøtningspunkterne med særlige Klembakker: Samlemuffer, der er af Jern eller Bly, lægges naturligvis i et Understøtningspunkt (Fig. 41 og 42). Undertiden er Bærebøjlerne forlænget nedad og fastholder en nedre Beskyttelsestraad. Bæretraaden befæstes for hver 50-100 m.

Ved Jordkabler har man to Undergrupper, nemlig de egentlige Jordkabler, der hviler direkte i Jorden og derfor forsynes med ydre asfalteret Armatur, og Rørkablerne, der lægges i særlige Cement- eller Lerrør og derfor som Regel ikke behøver nogen særlig Beskyttelse uden paa Blykappen. Sidstnævnte Kabler anvendes dog særlig til store Telefonkabler, medens man ved Jernbanerne hyppigst anvender de rene Jordkabler med Jernarmatur. Beskyttelsen uden paa Blykappen bestaar ved Jordkablerne af en Jutebespinding, hvorover er anbragt en Armatur af Fladjern, Rundjern eller Baandjern. Armaturen beskyttes mod kemiske Angreb af et mellem to Asfaltlag liggende imprægneret Jutelag.

Guttaperkakabler. Ved de almindelige af Statsbanerne anvendte Guttaperka-Jordkabler bestaar hver Kore af 7 tynde Kobbertraade, hver med en Diameter af 0,5 mm, og det hele ompresset med Guttaperkalag til en udvendig Diameter af ca. 4 mm (Fig. 43). Der haves dog ogsaa Guttaperka-Jordkabler, hvor saavel Ledningstværsnit som Isolationslag er sværere, f. Eks. hver Kore af 7 Kobbertraade hver med en Diameter af 0,7 mm, og det hele ompresset med to Lag Guttaperka til udvendig Diameter 5,2 mm.

De enkelte Korer er sammensnoet og omspundet med imprægneret Jute; herover er anbragt en Armatur af galvaniseret Jerntraad (som Regel Rundjern) og som Beskyttelse en asfalteret Jutebespinding.

Guttaperkakabel anvendes særlig til isolerede Skinner og Skinnekontakter, samt hvor der kun er Brug for faa Korer.

Gummikabel anvendes sjældnere som Jordkabel og som Regel kun, naar man af særlige Grunde ikke vil anvende Guttaperkakabel og alligevel vil undgaa Anvendelsen af Kabelslutmuffer, eller hvor specielle Forhold er til Stede.

De enkelte Kobberkorer er ompresset med Gummi, bespundet med gummierede Baand og vulkaniseret. Korerne er derefter sammensnoet, omspundet med Baand og almindeligvis ompresset med en sømløs Blykappe. Efter Anvendelsesmaaden (Luftkabel, Rørkabel, Jordkabel) bruges Kablet med blank Blykappe (Luftkabel. Rørkabel), med Blykappen beskyttet ved Bespinding med Baand og Jern- eller Metaltraad (Luftkabel o. l.) eller beskyttet med Papir mellem to Kompositionslag, imprægneret Jute, Jernarmatur og yderst med asfalteret Jute.

Faserstofkabel, Papirkabel. De enkelte Kobberkorer er omspundet med Faserstof (og eventuelt Papir) eller kun med Papir. Korerne er snoet koncentrisk og omviklet med Baand, og den saaledes fremstillede Kærne som Regel imprægneret med Isolermasse eller - særlig ved Telefonkabler - blot tørret og ompresset med en sømløs Blykappe, der alt efter Anvendelsesmaaden er beskyttet, naar Kablet da ikke anvendes som Rørkabel eller Luftkabel uden særlig Beskyttelse. Ved Luftkabel faar Blykappen som Regel en Baandbespinding; ved ]ordkabel er Blykappen omgivet af et mellem to Kompositionslag liggende Papirslag, en imprægneret Jutebespinding, en Armatur af galvaniseret Trapez- eller Rundjern eller almindeligt Baandjern, og endelig asfalteret Jute.

Fig. 44 viser et Papir-Telegrafkabel eller Blokkabel, og Fig. 45 Tværsnit af et saadant med Jernarmatur.

Imprægnerede Papirkabler anvendes - hyppig med mange Korer samlet i de enkelte Kabler - i stor Udstrækning som Telegraf., Telefon- (med Korerne sammensnoet to og to til Telefondobbeltledninger) og Blokkabler m. v. Til Telefonkabler benyttes dog ofte, som ovennævnt, uimprægnerede Papirkabler med Korerne sammensnoet to og to til Telefondobbeltledninger.

Endvidere anvendes imprægnerede Papirkabler til Ledningsforbindelserne. i de elektriske Centralbetjeningsanlæg.

Til Søkabler benyttes i Regelen Guttaperkakabler eller i den nyere Tid undertiden imprægnerede Papirkabler. Konstruktionen er som ovenfor omhandlet for Jordkabler, kun er saavel Isolering som Armering gerne sværere end ved Jordkablerne. Fig. 46 viser Tværsnit af et Søkabel. De underjordiske Kabler lægges enten umiddelbart i Jorden (mindst 0,75-1 m dybt) og dækkes af Mursten paa Fladen, Monierplader, eller af Planker eller anbringes i Jernrør. De undersøiske Kabler nedsænkes direkte paa Bunden.

Til Samling af Kabler anvendes Kabelmuffer (Samlemuffer eller Forgreningsmuffer) enten af Bly eller af Støbejern. Blymuffer benyttes til blanke Kabler, medens Støbejernsmuffer anvendes til Jordkabler og undertiden ogsaa til Luftkabler uden Jernarmatur. Ved Kabler med sømløs Blykappe skal Mufferne ikke blot beskytte Samlingerne mod ydre Vold. men ogsaa forhindre Indtrængen af Fugtighed i den hygroskopiske Papir- eller Faserstofisolation.

Ved Overgang fra Kabel til indvendige Ledninger eller Luftledninger maa man ved Kabler med Papir- eller Faserstofisolation anvende Kabelslutmuffer. Saadanne Muffer kan udelades ved Guttaperka- og eventuelt ved Gummikabler.

Saavel Samle- og Forgreningsmuffer som Slutmuffer maa monteres med den største Omhu.

Til indvendige Stationsforbindelser anvendes isolerede Ledninger med eller uden vandtæt Blykappe samt - til Fremføring af talrige Ledninger - blybeklædte Monteringskabler, hvor Traadene i Regelen er isoleret med Bomulds- eller Silkebespinding.

Ved Indføring af Luftledninger i. Bygninger eller Klokkehuse e. l. samt ved Overgang til Kabler maa Apparater og Kabler m. v. - som allerede tidligere berørt - beskyttes mod mulige Udladninger at højtspændt atmosfærisk Elektricitet ved Hjælp af Lynafledere af forskellig Konstruktion (se senere). Saafremt Luftledningerne krydses af Højspændings- eller andre Stærkstrømsledninger, maa man endvidere ved de nærmeste lnd- eller Nedføringer paa begge Sider af Krydsningsstedet indbygge Smeltesikringer (se senere). Ved selve Krydsningsstedet anvendes endvidere jordforbundet Fangnet eller Beskyttelsestraade for at forhindre eventuelt nedfaldne Ledninger i at berøre de krydsende Ledninger eller i hvert Fald saa vidt muligt uskadeliggøre de farlige Følger af en saadan Berøring.

Ved Overgang fra Kabel til Luftledning maa Samlingerne med tilhørende Lynafledere og eventuelt Smeltesikringer anbringes i særlige Beskyttelseskasser eller smaa Kabelhytter, saafremt Overføringen da ikke foretages f. Eks. i en Batterikælder eller et lignende ikke almindelig tilgængeligt Sted.