Erik Olsen - hvem er jeg?


Erik Olsen

Jeg er født i 1954 i København, og har boet i hele min barndom og ungdom i København. Først på Vesterbro i et forlængst nedrevet baghus på Halmtorvet; jeg startede i 1. klasse på Gasværksvejen Skole. Lige inden sommerferien det følgende år flyttede vi til Nørrebro, og jeg fortsatte i 2. klasse på Hellig Kors Skole. Fra jeg var 12 år, supplerede jeg mine sparsomme lommepenge ved at være bud hos den lokale købmand. Det var i petroleumsfyringens tid, og ølkasserne rummede 50 flasker, så jeg havde noget at slæbe på.

Efter realeksamen kom jeg i maskinlære på Valby Maskinfabrik (F. L. Smidth & Co.). Der var jeg i fire år, fik mit svendebrev, og startede i 1975 på adgangskursus på Københavns Teknikum i Trekronergade. Året efter fortsatte jeg på maskiningeniørstudiets 1. del, og afsluttede min uddannelse der i 1979. Jeg startede eget ingeniørfirma, og i de efterfølgende knap 9 år arbejdede jeg som konsulent for blandt andre DSB Elektrotjenesten i Vanløse. Derefter fulgte to år hos DSB Komponentværksted Vest i Århus, et halvt år hos Flškt Danmark i Skovlunde og godt tre år hos Rockwool International i Hedehusene. I 1993 kom jeg til Vølund Ecology Systems (nu Babcock & Wilcox Vølund) hvor vi laver affalds- og biomasseenergianlæg.

Da vi boede på Vesterbro, tog min far ofte min bror og mig på mindre ture til Dybbølsbroen eller remisen på Otto Bussesvej. Det skete i reglen når han var på skiftehold og arbejdede om aftenen, så var der tid midt på dagen til at være sammen med os. Det nød vi meget, for så var han ikke så træt som når han var på dag- og nathold. Min far byggede også lidt modelbane i spor H0, det var hjemmebygget spor og sporskifter med fibersvellemåtter og messingskinner, og vognene var EGC-byggesæt eller købte undervogne med selvbyggede vognkasser. Han havde kun et lokomotiv, det var det billigste Fleischmann med tender, ikke nogen egentlig model, men det kunne køre! Min jernbane- og modelbaneinteresse har jeg uden tvivl fra dengang.

Da jeg var 13, begyndte jeg at bygge lidt modeljernbane i spor N. Det blev efterhånden til mere, og jeg begyndte at bygge vogn- og lokomotivmodeller selv, med flittig anvendelse af industriløsdele. Adam skrev om nogle af mine modeller i Signalposten 1972 nr. 2. Jeg ville gerne have flere detaljer med på modellerne, men det var svært i den lille størrelse. Jeg husker at jeg var ved at bygge en model af IVM med egerhjul og undervogn af messingprofiler, og jeg blev så frustreret over besværet at modelbygningen stoppede for en periode. Omtrent samtidig meldte jeg mig ind i DMJK, og var så fascineret af de store modeller i spor 0, at jeg simpelthen måtte prøve at bygge en 0-model, af KSB C52 og helt i metal; den blev færdig i oktober 1973. Derefter var jeg helt solgt til 1:45!

I 1969 var jeg begyndt i Helsingør Jernbaneklub, og var der med til at istandsætte noget af klubbens første materiel og starte kørslen på HHGB i 1971. Det var en spændende tid, men også hårdt arbejde, for der var ikke så mange der deltog i istandsættelsesarbejdet når sommeren var slut. Jeg var aktiv i klubben indtil 1984 hvor jeg havde mødt Bente, og vi ventede vores første datter, Sanne. Det blev 2 år senere til endnu en datter, Gitte. De har efterhånden vokset sig store og fornuftige, selvom de ikke er bidt af jernbane/modelbaneinteressen.

Jernbaneklub og familielivet satte i en periode sine begrænsninger på modelbyggeaktiviteten. Jeg var i en del år aktiv i DMJK blandt andet med opbygningen og en stor del af sporbygning og -lægning på det nye anlæg på Godsbanegården. På grund af intern uenighed om kvalitetsniveauet holdt jeg op i DMJK, og kunne nu bygge modeller helt som jeg selv havde lyst til. Det skulle stadig være 1:45, men NEM-normernes store flanger og brede hjul generede mig. Jeg godt kan lide det ældre materiel fra omkring århundredeskiftet, det er så meget mere spinkelt bygget end moderne materiel at NEM-hjulene er meget dominerende. Derfor udviklede jeg Proto:45 standarderne, ombyggede en Q-vogn, og begyndte at bygge flere modeller efter dette koncept.

Det går ikke hurtigt, det skal jeg gerne indrømme. Gennem årene har jeg udviklet metoder, støbemodeller etc., så det nu er mindre besværligt at bygge modellerne end før. Det tager også tid at skrive artikler, først til Signalposten, senere til Lokomotivet og Modelhjul, ligesom opbygning og vedligeholdelse af denne hjemmeside tager tid. Men jeg synes det er sjovt, og det er det vigtigste, er det ikke?


Den 11. december 2004 tidligt om morgenen blev jeg ramt af en blodprop i højre side af hjernen. Jeg følte mig utilpas, og sov til hen på eftermiddagen, og først da kunne jeg mærke at kræfterne i venstre arm og ben var mindsket. Jeg kontaktede lægevagten, og blev kørt på sygehuset. I løbet af natten svandt kræfterne i venstre arm og ben, indtil de om morgenen var helt lammet. Jeg var indlagt i fem uger og påbegyndte straks genoptræningen; da jeg blev udskrevet, kunne jeg gå langsomt med en albuestok. Jeg fortsatte genoptræningen som dagpatient, og sidenhen i privat fysioterapi og kommunal ergoterapi.

Nu går jeg rimeligt med en almindelig stok, og inden døre går jeg i reglen uden. Min venstre arm og hånd er også i fremgang, men det er en langsommelig kamp, og om jeg nogen sinde igen får den fulde førlighed og kræfterne igen kan kun tiden vise.

Mit arbejde med modelbygningen gik naturligvis helt i stå, og det gælder fortsat arbejdet med mine spor 0-modeller. Heldigvis kan jeg fortsat arbejde med en pc, og jeg har kunnet beholde mit job. Kræfterne er efterhånden vendt tilbage, og lysten til at genoptage hobbyen også. Jeg er så småt begyndt igen i spor N, men planerne har naturligvis måttet revideres. Det vil jeg efterhånden fortælle mere om på hjemmesiden.

Opdateret 2010-01-13